Vedtægter for Frederikshavn Budoklub

 

§ 1. Foreningen

 

  1. Klubbens navn er Frederikshavn Budoklub med binavnet Frederikshavn Shotokan Karate Club.
  2. Klubbens hjemsted er Frederikshavn kommune.
  3. Stiftet på generalforsamling den 22. september 1960.
  4. Klubbens formål er at dyrke og fremme kendskabet til budo - som selvforsvar, konkurrence- og motionssport, samt give mulighed for socialt samvær.
  1. Klubbens aikido-afdeling dyrker aikido i overensstemmelse med Danish Aikikai og Aikikai Hombu Dojo ´s principper for traditionel aikido. 
  2. Klubbens jiu-jitsu-afdeling dyrker jiu-jitsu efter DJSF´s pensum.
  3. Klubbens karate-afdeling dyrker karate efter Dansk Karate Forbundets Love § 2.stk. B.
  1. Hvilke tekniske linier klubben henholder sig til, bestemmes på den årlige ordinære generalforsamling. Ændring af de tekniske linier kræver samme flertal, som ved vedtægtsændringer.
  2. I henhold til de valgte tekniske linier formidler klubben kontakt til relevante nationale og internationale organisationer.

 

§ 2. Medlemmerne

 

  1. Klubben kan have både aktive og passive medlemmer.
  2. Optagelse afgøres af ledergruppen. Ledergruppen kan nægte en ansøger optagelse i klubben, hvis der er bestemte grunde til at formode, at ansøgeren vil modarbejde klubben og klubbens formål.
  3. Seniormedlemmer er alle klubbens medlemmer over 15 år.
  4. Minimumsalder for optagelse bestemmes af den ordinære generalforsamling.
  5. Ansøgning om optagelse i foreningen sker ved at tilmelde sig gennem Klubmodul.
  6. Udmeldelse skal ske ved at framelde sig fra alle hold på Klubmodul. Indbetalt kontingent refunderes ikke. Kontingentrestance ud over en måned betragtes som udmeldelse.
  7. Holdskifte skal ske ved, at et medlem melder sig til det nye hold og derefter melder sig fra det gamle hold på Klubmodul. Man kan godt være tilmeldt mere end et hold.
  8. Medlemmer registreres holdvis.
  9. Instruktørens anvisninger skal følges i træningstiden.
  10. Til æresmedlemmer kan, af en enig ledergruppe, udnævnes personer, der på særlig måde har gjort sig fortjent hertil. Æresmedlemmer er kontingentfrie.

 

 

 

 

 

§ 3. Indmeldelse og kontingent

 

  1. Anmodning om indmeldelse sker elektronisk på foreningens hjemmeside.
  2. Kontingent fastsættes af den årlige generalforsamling for ét år ad gangen, med virkning fra 2. kvartal. Kontingent betales kvartalsvis forud.
  3. Alle medlemmer over 12 år skal være medlem af de hovedforbund, klubben er medlem af for den respektive disciplin. 

Medlemmer opkræves herfor et gebyr svarende til personligt medlemskab af forbundene samt en andel af klubbens medlemskab af hovedforbundene. 

Gebyret fastsættes af ledergruppen, og opkræves kvartalsvis som en del af medlemskontingentet. 

  1. Ledergruppen kan i særlige tilfælde fritage et medlem, der indgiver skriftlig ansøgning herom, for betaling af kontingent, dog højst for et regnskabsår.
  2. Ingen, der er ekskluderet på grund af restance, kan optages som medlem i Budoklubben, før restancen er betalt.
  3. Familie- og rabatordninger kan oplyses ved indmeldelse.

  

 

§ 4. Eksklusion

 

  1. Ledergruppen kan i ekstraordinære tilfælde ekskludere et medlem, som på en særlig grov måde har tilsidesat sine medlemsforpligtelser. Ledergruppen skal dog forinden have givet det pågældende medlem ret til at udtale sig. Afgørelsen skal begrundes, og mindst 2 af ledergruppens medlemmer skal have stemt for eksklusionen.
  2. Den ekskluderede kan altid forlange sagen forelagt på generalforsamlingen. Ledergruppen skal i så fald indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, med mindre den ordinære generalforsamling er umiddelbart forestående. Ved eksklusion kræves der et flertal bestående af mindst 2/3 af de afgivne stemmer på generalforsamlingen.
  3. Personer, der i henhold til klubbens § 2 stk. 2 ikke kan optages, kan få deres sag behandlet efter eksklusionsparagraffens stk. 2.
  4. Har et medlem på grov måde tilsidesat sine medlemsforpligtelser, uden at dette giver anledning til eksklusion, kan ledergruppen idømme det pågældende medlem karantæne i op til 6 mdr. De i stk. 1 nævnte regler finder tilsvarende anvendelse. Tilsidesætter det pågældende medlem herefter fortsat sine medlemsforpligtelser, kan spørgsmålet om eksklusion afgøres ved simpelt stemmeflertal i ledergruppen. Reglen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
  5. Et medlem, der er ekskluderet i henhold til generalforsamlingsbeslutningen, kan kun optages som medlem ved en ny ordinær generalforsamlingsbeslutning. Her kræves der samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.

Bliver personen ikke optaget på denne generalforsamling, kan der først søges om optagelse igen efter mindst 10 år. 

 

§ 5. Ordinær generalforsamling

 

  1. Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed og er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte, dog undtaget sager vedr.§9.
  2. Generalforsamlingen kan således tage stilling til alle spørgsmål. F.s.v. angående forslag, der klart falder uden for klubbens formål jf. § 1 stk. 4, har generalforsamlingen ingen kompetencer.
  3. Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året i 1. kvartal, dog inden 01. marts, og skal varsles gennem de offentlige elektroniske medier, samt ved opslag i klubben, med mindst 3 ugers varsel.
  4. Forslag til dagsorden skal skriftligt være formanden i hænde senest 14 dage inden afholdelse af ordinær generalforsamling.
  5. Generalforsamlingen

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent.
  3. Formandens beretning.
  4. Fremlæggelse af regnskab.
  5. Afstemning om pkt. 3 og 4.
  6. Forelæggelse af budget.
  7. Fastsættelse af kontingent.
  8. Indkomne forslag.
  9. Valg af ledelsesmedlemmer: 
    1. Ledelsesmedlem på valg på lige år er Formand
    2. Ledelsesmedlemmer på valg på ulige år er: Aktivitetsformand og Økonomiformand
  10. Valg af 2 suppleanter.
  11. Valg af medlemmer til udvalg 
    1. Atletcenterets bestyrelse
  12. Valg af revisor.
  13. Eventuelt.

 

  1. Stemmeret og taleret har betalende, aktive medlemmer over 15 år, dog præciseres det at
    1. Medlemmer under 15 år har taleret, men ingen stemmeret.
    2. Medlemmer der er i restance har hverken taleret eller stemmeret.
    3. Æresmedlemmer har taleret og stemmeret.
    4. Passive medlemmer har taleret, men ingen stemmeret.
    5. Stemmeretten kan overdrages, såfremt fuldmagt lydende på repræsentantens navn medbringes.
  2. To suppleanter vælges for en etårig periode. På begæring skal afstemninger og valg foregå skriftligt. Valgbare til tillidsposter er alle myndige medlemmer, dog ikke: 
    1. medlemmer af bestyrelser i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer lokaler m.m. til foreningen eller kontrollerer udlejningen af lokaler m.m. til foreningen.
    2. Advokater, revisorer og lignende rådgivere for, samt ansatte i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder der udlejer lokaler m.m. til foreningen, eller som kontrollerer udlejningen af lokaler m.m. til foreningen.
    3. Ejere af lokaler m.m. der udlejes til foreningen.
  3. § 5 stk. 7 afsnit a, b og c omfatter ikke fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder der er almennyttige, og hvis hovedformål er at stille faciliteter til rådighed for børn og unge.   
  4. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, dog undtaget ved eksklusion af medlemmer (§ 4), vedtægstændringer (§ 9) og ved opløsning af klubben (§ 11).
  5. Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol jf. § 7 stk. 8.

 

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling

 

  1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid afholdes, hvis der findes anledning hertil. Ledergruppen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt anmoder herom med angivelse af, hvad der ønskes behandlet. Der indkaldes med mindst 14 dages varsel ved opslag i klubben.
  2. Senest en måned efter anmodningen er fremsat, skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes. Senest en uge inden generalforsamlingen skal begrundet dagsorden være opslået i klubbens lokaler.
  3. På den ekstraordinære generalforsamling kan kun de punkter behandles der er indkaldt til.

 

§ 7. Klubbens ledelse

 

  1. Ledergruppen varetager klubbens overordnede daglige ledelse. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne. Til at forpligte foreningen retslig over for tredjemand kræves der underskrifter af den samlede ledergruppe.
  2. Ledergruppen kan vælge et antal medlemmer der sammen med ledergruppen varetager den daglige ledelse af klubben.
  3. Ledergrupppen står for den administrative, økonomiske og sportslige ledelse af klubben.
  4. Ledergruppen består af 3 medlemmer.
    1. Formand.
    2. Økonomiformand
    3. Aktivitetsformand

Afstemning på ledelsesmøder afgøres ved simpelt flertal. 

  1. Ledergruppen udvælger de repræsentanter, der repræsenterer klubben i de forbund klubben er medlem af.
  2. Suppleanter har taleret men må ikke deltage i afstemninger. Suppleanter overtager bestyrelsesposter, hvis der er tvingende nødvendighed herfor. 
  3. Der afholdes ledelsesmøder efter behov.
  4. Ledergruppen fører på egne vegne behørig protokol, hvori referaterne fra generalforsamlingen og bestyrelsesmøder optages. Referater godkendes i slutningen af hvert ledermøde.
  5. Økonomiformanden har ansvaret for at føre det daglige regnskab for klubben, sørger for ansøgninger om tilskud de steder, hvor klubben er tilskudsberettiget samt udarbejder et årsregnskab for klubben. Tillige sørger økonomigruppen for opkrævning af kontingent, registrering af medlemmer og betaling af lokaleleje. Økonomigruppen kan uddelegere nogle af disse opgaver til andre. Klubbens midler indsættes i pengeinstitutter/giro bortset fra kontanter til daglig drift.

  

§ 8. Regnskab og revision

 

  1. Klubbens regnskabsår er 01.01 – 31.12.
  2. Driftsregnskab og status forelægges revideret til godkendelse på den ordinære generalforsamling og skal være forsynet med revisionspåtegning.
  3. På den ordinære generalforsamling vælges en revisor for et år ad gangen.
  4. Revisoren skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 


 

 

§ 9. Vedtægtsændringer

 

  1. Forandringer af vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
  2. Falder forslaget på en generalforsamling kan bestyrelsen inden 14 dage, med sædvanligt varsel, indkalde til en ny generalforsamling.
  3. Hvis 2/3 af de afgivne stemmer på denne generalforsamling er for forslaget, er det vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

  

§ 10. Legemsbeskadigelse

 

  1. Deltagelse i klubbens arrangementer af enhver art sker på deltagernes eget ansvar.
  2. Klubben kan ligeledes aldrig drages til ansvar for uheld af enhver art sket under træning.
  3. Klubben har intet ansvar for medlemmernes personlige ejendele under idrætsudøvelse eller ophold i klubben.

  

§ 11. Opløsning

 

  1. Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun vedtages på en til dette ene formål,

særligt indkaldt, ekstraordinær generalforsamling.

  1. Til denne generalforsamlings beslutningsdygtighed kræves, at mindst ½ af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
  2. I tilfælde af klubbens opløsning skal formuen anvendes til idrætslige formål inden for Frederikshavn Kommune. Fordelingen af formuen sker gennem Frederikshavn Byråd.

Revision 2022